Når din VPN kun skal bruges til et bestemt formål

VPN har for mig altid været noget jeg tændte for, når jeg skulle tilgå netværket på mit arbejde, og så gik al trafik fra min laptop igennem den. Men en VPN forbindelse er bare aldrig super stabil. Så når jeg tændte for den, og oprettede mine ssh forbindelser, skete det altid på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen: VPN forbindelsen vender bugen i vejret, og alle ssh forbindelser går fløjten. Og det er træls, hvis man har 3-4-5 forbindelser eller mere åbent.

Jeg satte mig derfor for at finde ud af, om ikke man kan nøjes med at bruge VPN forbindelsen til et specifikt formål. I mit tilfælde har jeg 90% af tiden kun behov for VPN forbindelsen, til at kunne kommunikere med firmaets database. De første løsninger jeg fandt involverede OpenVPN som ikke er kompatible med den VPN type jeg har fået tildelt (LT2P). Men så gik det op for mig, at det kan gøres endnu mere simpelt, nemlig i konfigurationen af min VPN.

Under IPv4 fanebladet angiver jeg ganske enkelt den interne adresse på VPN netværket til database serveren, og sætter flueben i “Use this connection only for ressources on its network”.

Det betyder at kun trafik fra min laptop til den interne adresse 10.0.0.51 på firmaets netværk, nu går gennem denne VPN forbindelse.

Alt andet trafik, som f.eks. ssh forbindelser alle mulige andre steder hen, og alt hvad jeg foretager i min browser osv, osv er nu helt uberørt at VPN.

Jeg konfigurerer min forbindelse i Network Manager på Fedora (Linux distibution), og det kan derfor se meget anderledes ud hos dig, afhængig af OS og tilgængelig software.