Konto til frivillig indbetaling af ekstraskat

Den 20. maj 2010 oprettede daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) en konto hvor enhver anonymt kunne indbetale frivillig ekstraskat. En vred borger havde skrevet en mail til skatteministeren og givet udtryk for at VK-regeringen var ved at ødelægge velfærdssamfundet med nedskæringer. Borgeren understregede, at han selv var parat til at betale mere i skat. Det hed sig at ideen til kontoen var inspireret heraf. Andre mente den nok i højere grad skulle udstille Helle Thorning (S) og Villy Søvndal (SF), som var imod Venstres skattestop.

Skatten er steget støt siden skattereformen i 1903 hvor man fastsatte en maksimal indkomstskat på 2,5%. I 2013 var den på 56%, og så er momsen ikke medregnet. Man havde ingen moms i 1903, så faktisk er skatten siden dengang steget til 67%. Hvilket også er lavt sat, for vi har stadig ikke medregnet yderligere afgifter på benzin, registreringsafgift, nødder, sodavand, cigaretter, spiritus… osv osv.

Selvfølgelig skal vi betale skat. Der er udgifter det giver god mening at være fælles om. Men kan vi blive ved med at lade skatter og afgifter stige? Det er der rigtig mange danskere der mener, og Troels Lund Poulsens ide var derfor rigtig god. Hvorfor ikke lade alle disse mennesker få mulighed for at indbetale frivillig ekstra skat. Man skulle tro at pengene ville vælte ind på kontoen.

Der skete imidlertid ikke meget på på konto 0216 4069162134 i Danske Bank… eller, jo det gjorde der faktisk. Et antal forvirrede borgere indbetalte nemlig deres restskat dertil, og i Skattevæsenet havde de derfor ekstra arbejde med at flytte pengene. Reelt blev der i alt indbetalt 92.000 kr. Og da regnskabet var gjort op, i forhold til de udgifter man havde haft, viste det sig at Troels udmærkede tiltag havde givet underskud.

350 indbetalinger blev det til i de knap to år kontoen eksisterede. Hykleriet blev i den grad udstillet. Der var ikke meget handling til at bakke op om ordene.

http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=2039837&vId=0
Konto til frivillig indbetaling af ekstra skat