Nogen af mine allernærmeste er begyndt at stemme DF. Som glødende liberal er den dælme svær at sluge. Det kan godt være DF peger på en blå statsminister, men i mine øjne er de blodrøde og har lige så lidt fokus på hvor pengene kommer fra, som resten af rød blok. Men faktum er at DFs vælgergruppe vokser. Især med helt almindelige rare danskere der bestemt hverken er landsbytosser eller racister. De frygter ganske enkelt for det land de kender og elsker.
Frygten bliver næret af årtiers fejlslagen integrationspolitik som har betydet at mange flygtninge og indvandrere fanges i ingenmandsland mellem to meget forskellige kulturer. Den rodløshed trækker sine tydelige spor i alle de kedelige statistikker.
Danmarks venstrefløj har dog været fuldstændig blinde og døve. De har haft alt for travlt med at bede om en god tone i debatten. Og dermed kunne nontegrationen fortsætte uhindret i generationer.
Og nu står vi med et DF der sejler på et overfyldt hav af vælgere. De hopper op i båden i et antal så DF knap behøver kaste linen ud.
Heldigvis er nogen ved at vågne op. De er nemlig selv blevet flygtninge. Heldigvis for dem, behøver de dog blot flygte fra Nørrebro til et rækkehus i forstaden hvor de kan gå på gaden og SMS’e uden at mobilen vristes ud af hænderne på dem. De har indset at TLC (Tender Love & Care) ikke er kuren.
Det helt rigtige menneskesyn handler ikke om at feje problemerne ind under gulvtæppet. Man hjælper ikke nogen ved at fastholde dem i en offerrolle og fortælle dem hvor hårdt de har det.
Vi skal have fat om roden på integrationen. Det er det eneste middel mod DF. Deres vælgere skal have andet at tænke på, for uden frygten for “de fremmede” vil DF uværligt blive en langt svagere vælgermagnet.
Bedre integration pynter både på økonomi og sameksistens. Og så kan det være vi kan komme igang med at øge væksten og friheden i Danmark. For det går den forkerte vej, og det er hverken humant eller liberalt.