DR pakker tvangslicensen ind i “Noget vi giver, til hinanden”. Det lyder fantastisk smukt, men hvori ligger det smukke egentlig?
Danmarks public service station er eksploderet i et orgie af kanaler. Det er en mastodont til 3,7 milliarder om året i en tid med over en milliard hjemmesider på verdensplan. Det har aldrig været nemmere for borgerne at være oplyste og de yngre generationer fravælger flow-tv i et hastigt stigende tempo. DR bliver i sin nuværende form, mere og mere irrelevant, men vokser og vokser.
Og vokse, det kan DR kun fordi pengene strømmer ind i form af tvangsindrevet licens. Og ja, man kan i teorien framelde sig, men i praksis skal alle med adgang til Internet (91% af alle husstande i 2014) betale licens fordi de har mulighed for at se DR’s udsendelser. Du betaler altså ikke for at bruge DR men for MULIGHEDEN. Det svarer til at betale for en families ½ årlige forbrug af vand, blot fordi man har en vandhane og dermed mulighed for at åbne den.Så licens er defakto en skat. Et produkt du tvinges til at betale for, godt pakket ind i rød propaganda… staten elsker nemlig at tage dine penge, bruge dem og levere en (alt for dyr) service de mener du har brug for. Undskyld mig, men det er kommunisme.
Der er masser som det giver mening at være fælles om, fordi det rent faktisk er services vi ikke kan undvære (veje, skoler, hospitaler, politi osv)… men DR, det er noget flere og flere faktisk gerne helt undværer. Hvis nogen hellere vil bruge pengene på et års forbrug af Netflix eller 4 middage på Jensens Bøfhus, så lad dem dog. Det kaldes personlig frihed. Staten har da intet at gøre med at være smagsdommer over dit medieforbrug. Det er arrogant og nedværdigende.
Og så har vi mediestøtten som også er en slags licens. Den skal nemlig sikre at der er diversitet i det danske medielandskab… Ja, det tror da pokker når DR æder store markedsandele fra private medier. Det er en dyr og ond cirkel.
Drop licensen, drop mediestøtten… lad borgerne vælge selv. (Ja, vi kan godt)