Tips og tricks til bagepulverkager

Sådan får du en kage der ikke buler på midten

Læg et vådt (koldt vand) viskestykke om kageformen i ovnen. Kanten af formen – og dermed kanten af kagen – bliver hurtigere varm end resten, og dermed dannes der hurtigere skorpe og kagen hæver derfor ikke lige så meget ude i siderne, som inde på midten. Det kolde og våde viskestykke sikrer at det ikke sker, og du får en flot vandret kage. På trods af viskestykket kan det godt bule lidt på midten, men det falder på plads efterhånden som kagen køler af.

Luftig veganer kage
Smid et kold opvredet viskestykke om formen i ovnen, så får du en helt vandret kage.
Sådan ser den ud, når den kommer ud af ovnen.

Kan man lave bagepulverkager uden mælk og æg?

Sagtens… Når æg ikke fungerer som bindemiddel, kan de erstattes med stort set en hvilken som helst anden væske. Mælk er også bare væske og kan erstattes med godt gammeldags vand, hvis det skal være. I kager med natron og kærnemælk, skal du være opmærksom på at kærnemælken er det sure som aktiverer hævemidlet (natron). Så her skal du erstatte kærnemælken med lidt eddike, citron eller andet surt i stedet for. Se f.eks. denne og denne opskrift.

 

Hvor længe man man vente med at bage en bagepulverdej?

Det er et godt spørgsmål. De fleste vil sige at bagepulver aktiveres så snart det blandes med væske og at dejen derfor skal hurtigt i ovnen. Andre siger at bagepulver aktiveres i væske ved stuetemperatur, og andre igen at det først sker ved 40+ grader. Hvis sidstnævnte er korrekt, skulle du sagtens kunne sætte dejen i køleskab et par dage, inden du bager den. Jeg har ikke prøvet det, så foreløbig står det hen i det uvisse. Men måske får jeg snart svar, for jeg har sendt en mail til videnskab.dk med dette spørgsmål… og ellers må jeg igang med at finde kilder, eller ganske enkelt eksperimentere selv.