Glem alt om surdej og gær og hævning… og det usunde hvedemel. Du blander dejen på 2 minutter og så skal det bare i ovnen… og det er ikke engang nogen tung dej at røre. Det er fast i konsistensen og smager som det rugbrød du kender.
Seitan er den ingrediens der binder det hele sammen. Det er hvedemel hvor al stivelsen er vasket ud, og det indeholder således kun 18 kulhydrater pr. 100 g. Det er et fantastisk bindemiddel, og også det man i veganske kredse bruger til at lave noget der ligner kød. Seitan er faktisk lidt af et vidundermiddel til mange ting, og findes i stort set alle helse-shops, især på nettet.
Grunden til jeg fandt på denne opskrift er, at et familiemedlem har fået diabetes 2, og alt for mange købe-rugbrød indeholder hvedemel. Og jeg må sige at så nemt som det her brød er at lave, gør det mig intet at bage selv. Og så har du jo også mulighed for at pifte det op med f.eks. stegt hakket bacon, eller rosiner eller… ja, kun fantasien sætter grænser.
Natron har brug for noget surt at spise og derfor smider jeg en spsk æblecidereddike i dejen. Det er ikke noget du kan smage. Muligvis kan natron erstattes med alm. bagepulver. Du kan jo prøve.
Det tørre
6 dl rugmel, evt. fuldkornsrugmel
2 dl Seitan
2 tsk natron
2 tsk salt
1 dl solsikke/hørfrø/sesam/græskarfrø o.lign.
Det våde
6 dl vand
6 spsk olie
2 spsk æblecidereddike (eller alm. eddike)
4 tsk maltekstrakt (kan udelades)
Bagning:
Grader: 180
Varmluft: Nej
Tid: 70 minutter.
Form: 12 x 24 cm.
Fremgangsmåde
Tænd ovnen.
Bland alle de tørre ingredienser grundigt. Bland alle de våde ingredienser i en anden skål og rør til maltekstrakten er helt opløst. Hæld det våde i det tørre og rør hurtigt og grundigt med en ske for at undgå at Seitan danner klumper. Brug en træske eller et solidt piskeris.
Hæld dejen i en rugbrødsform evt. foret med bagepapir. Glat overfladen med en dejskraber og sørg for dejen er ligeligt fordelt i formen.
Bag rugbrødet.